
VELKOMMEN TIL GRATIS UDSTILLING PÅ KRONBORG
SHAKESPEARES VERDEN PÅ KRONBORG
Teatertraditionen med Shakespeare på Kronborg er både én af verdens ældste og mest mangfoldige. I slotsgården – og nu på den nye scene – har lokalt publikum og internationale gæster igennem tiden set mange af de største teaterkunstnere fra hele verden fortolke Hamlet og andre af Shakespeares stykker. Det er en helt speciel kulturarv, hvor Shakespeares fiktive univers smelter sammen med Kronborgs stemningsfyldte omgivelser. Hamlets replikker høres atter igen og på nye sprog, mens skuespillere og publikum oplever både historiens gentagelse og teatrets karakteristiske flygtighed. Kronborg deler denne kulturarv med hele verden, og det er også disse møder mellem forskellige kulturer – med Shakespeare og Hamlet som fælles sprog – der gør traditionen så værdifuld. Den er befolket af et broget persongalleri og har undertiden været omgivet af reel dramatik, ikke mindst i krigstider, men har samtidigt udviklet sig til en unik platform for diplomatiske relationer, hvor ønsket om fred, forståelse og tætte relationer imellem lande og kulturer gang på gang kommer til udtryk. Den internationale forbindelse har været formålet med traditionen, siden det første teaterkompagni – the Old Vic fra London – blev inviteret til Kronborg af lokale arrangører i 1937 og ses i dag, hvor HamletScenens egenproduktioner samler internationale kunstnere med stærkt fokus på mangfoldighed.
Da man i sommeren 1916, i skyggen af første verdenskrig, fejrede 300-året for Shakespeares død på Kronborg, skete det med uddrag af Hamlet opført af Det Kongelige Teater – med Nicolai Neiiendam og Bodil Ibsen som Hamlet og Ophelia – for et prominent publikum med kongeparret i spidsen. Helge Rode havde forfattet en prolog og Carl Nielsen komponeret musikken. Også Georg Brandes bidrog med en festtale, hvori han bekendtgjorde, at ’vi alle har Del’ i Shakespeare, og at ’vi Danske er glade ved den lille Del, vi har i ham gennem Hamlet’. Brandes’ ord går igen på denne udstilling, der viser highlights fra Shakespeare-traditionen på Kronborg: Hele verden har del i Shakespeare og takket være Danmarks helt særlige del i Hamlet, kom hele verden til slottet.
’Mellem Akterne var jeg inde bag Scenen, paa Bastionen, og gik og røg en Cigaret med Hamlet, i hans lange kappe, og Horatio, og det var saa stjerneklart; man var ikke klar over, om man ikke virkelig var kommet ind i Shakespeares verden.’
(Karen Blixen om Hamletforestilling på Kronborg med John Gielgud i 1939)
RICHARD III
Den smukke scenografi-model i glasmontren på særudstillingen: TEATERHISTORIEN PÅ KRONBORG, er skabt af den danske scenograf og kostumedesigner Catia Hauberg Engel til HamletScenens internationale produktion ’RICHARD III’, som havde verdenspremiere på SHAKESPEARE FESTIVAL på Kronborg i 2019.
Scenografen og scenografien blev efterfølgende shortlisted til verdensudstillingen WORLD STAGE DESIGN, som i år løb af stablen i august 2022 på Faculty of Arts, University of Calgary i Canada.
Her kunne besøgende fra hele verden, via en til lejligheden skabt Virtual Reality udstilling, opleve Catia Hauberg Engels smukke og nytænkende scenografi til udendørsscenen over voldgraven på Kronborg, samt opleve kostumetegninger, tv-transmission af teaterforestillingen samt komme med backstage via videoer fra scenografi-produktionen bl.a. i Shanghai.
Du kan selv opleve eller genopleve Catia Hauberg Engels
fantastiske scenografi-univers via dette link:
https://hubs.mozilla.com/9XpNWDU/exciting-grateful-room
WORLD STAGE DESIGN (WSD)
World Stage Design er en international udstilling af moderne scenografi – scene, kostume, lys og lyddesign. Til forskel fra den nationalt baserede udstilling af performance design på Prague Quadrennial (PQ), er WSD en designer-fokuseret international udstilling, hvor udstillingerne præsenterer designere fra hele verden.
World Stage Design udstillingen arrangeres i fællesskab af OISTAT og et OISTAT Center hvert fjerde år på forskellige kontinenter. Den næste WSD afholdes på Sharjah Performing Arts Academy (SPAA) i De Forenede Emirater den 6.-16. august 2025.
PERIODE:
D. 23. september – 30. september 2022
D. 24. september + 25. september holder vi lukket
BILLETPRIS:
Gratis
ADRESSE:
HamletScenen
Kronborg 16
3000 Helsingør
(højre om ved indre voldgrav, Kronborg Slot)