Shakespeare Was Here

SHAKESPEARE ONE-MAN SHOW

Oplev det underholdende og bemærkelsesværdige galleri af internationale Shakespeareeksperter, som alle spilles af én og samme skuespiller i Shakespeare Was Here. Et usædvanligt one-man show om en usædvanlig historie, som for altid vil knytte Shakespeare, Hamlet og Kronborg Slot sammen i ét af verdens største mysterier. 

One-man showet varer 30 minutter og kan bookes for arrangementer, fester mm.

OM SHAKESPEARE WAS HERE 

Harrison Stratford, en karakteristisk engelsk Shakespeareforsker, har igennem de sidste to årtier utrætteligt ledt med lys og lygte efter en helt bestemt mursten på Kronborg Slot. En mursten med en særlig håndskreven inskription: Shakespeare was here. 

Hans eneste ledetråd og bevis på dens eksistens er et gammelt sort-hvidt fotografi, som han har arvet fra sin oldemor, som besøgte Helsingør med sin familie tilbage i 1890. En mursten, hvis mulige fund vil føre til det definitive bevis for, at William Shakespeare har besøgt Kronborg Slot dengang på Kong Frederik 2’s tid og derfor har fået kendskab til det danske kongehus og har hørt Saxos historie om den hævngerrige vikingeprins Amled. Ved et årligt Shakespearesymposium inviterer Harrison Stratford særligt udvalgte forskere fra hele verden. Her får de lejlighed til at bidrage med nye og interessante vinkler, som underbygger hans egen teori om, at Shakespeare ’really’ was here. 

Producent: HamletScenen
Idé og manuskript: Lars Romann Engel
Medvirkende: Adam Brix 

For spørgsmål og bookinghenvendelser venligst kontakt marie@hamletscenen.dk

FORESTILLINGSLÆNGDE: 30 minutter

SPROG: Engelsk