23. april 2026Åbent hus

Hall of Fame på Kronborg på Shakespeares fødselsdag

HamletScenen markerer William Shakespeares fødselsdag den 23. april med et åbent hus-arrangement på Kronborg, hvor publikum inviteres indenfor til rundvisning, kaffe og kage. Samtidig indvies teatrets nye Hall of Fame – et udstillings- og formidlingslokale – med portrætter af nogle af verdens mest anerkendte skuespillere i teatrets over 200 år gamle historie.

Arrangementet finder sted kl. 16–18 i den gamle kaserne på Kronborg 16, hvor Kulturudvalgets formand Ulla Kokfelt officielt åbner udstillingen. Initiativet er en del af HamletScenens arbejde med at styrke Helsingør som international kulturdestination.

En eksklusiv forpremiere på en unik samling

HamletScenen inviterer publikum til en særlig eftermiddag i teatrets tegn, hvor gæster får et eksklusivt smugkig på den nye Hall of Fame. Udstillingen rummer en enestående billedsamling af markante skuespillere, der gennem tiden har stået på scenen på Kronborg – et sted, der i århundreder har været centrum for fortolkningen af Hamlet. Hall of Fame åbner officielt i højsæsonen, men ved dette arrangement får publikum en unik forpremiere.

Kl. 16 holder Ulla Kokfelt indvielses- og fødselsdagstale og klipper den røde snor til Hall of Fame.

Et stærkt lokalt samarbejde

Hall of Fame er realiseret i samarbejde med Helsingør Erhverv, Erhvervs- og Industrifonden Helsingør og malerfirmaet Runge Olsen.

Mikkel Søby, næstformand i Helsingør Erhverv, udtaler: “Den særlige kulturarv i Helsingør forpligter. Derfor er det helt naturligt at støtte HamletScenen, som med høj kunstnerisk kvalitet er med til at positionere Helsingør internationalt og sikre, at fortællingen om Hamlet forbliver en levende og værdiskabende drivkraft for byen.”

Jacob Runge Olsen, direktør i malerfirma Runge Olsen, siger: “Et kulturbrand i verdensklasse som Hamlet, der har udødeliggjort Kronborg og gjort Helsingør verdensberømt, er en gave, som de fleste byer kun kan drømme om. Derfor er det afgørende, at vi som by bakker op om HamletScenen – et professionelt producerende og internaEonalt anerkendt teater, der ikke bare forvalter arven, men udvikler og aktualiserer den for et globalt publikum.”

David Nilsson, bestyrelsesmedlem fra Erhvervs- og Industrifonden Helsingør tilføjer:  “Vartegn som Hamlet for en handels- og kulturby som Helsingør kan ikke overvurderes. Fortællingen om den danske prins har sat byen på verdenskortet – også erhvervsmæssigt. Det er en verdenskulturarv, vi skal investere i og videreudvikle. Her spiller HamletScenen en helt afgørende rolle som byens eneste producerende teater, der ikke blot forvalter historien, men omsætter den i nyskabende teaterformater, nye produkter og stærke kulturøkonomiske muligheder.”

Et nyt partnerskab for unge i Helsingør

I forbindelse med arrangementet indgår HamletScenen et nyt partnerskab med Helsingør Kommunes Ungeenhed som en del af det landsdækkende initiativ Ungeløftet. Partnerskabet har til formål at udvikle nye forløb, hvor scenekunst og refleksion kan bidrage til unges personlige udvikling og vej videre i livet.

På dagen underskrives partnerskabsaftalen officielt.

Mød teatrets ledelse

Ved arrangementet kan publikum møde HamletScenens ledelse, Lars Romann Engel og Michael Malmquist, som vil fortælle om visionerne for teatret og kommende aktiviteter.

En levende tradition siden 1816

Fejringen af Shakespeares fødselsdag på Kronborg har rødder tilbage til 1816 og er verdens ældste Shakespeare-teatertradition. Arrangementet er ikke blot en hyldest til historien, men en markering af Helsingør som et globalt centrum for fortællingen om Hamlet.

Alle er velkomne.

Kontakt

Michael Malmquist
Kommerciel Chef, HamletScenen
Mail: michael@hamletscenen.dk

Del denne begivenhed

Fakta

Dato:

23. april 2026

Tidspunkt:

Kl. 16:0018:00

Lokation:

Kronborg 16, Helsingør (den gamle kaserne)

Pris:

Gratis