Kong Lear

Shakespeares blodige drama om den forfængelige Kong Lear, fortalt i en nonverbal, sprudlende, hjertekildende dukketeaterversion for hele familien.

Kong Lear er gammel og skal dele sit rige mellem sine tre døtre. Det vil han gøre alt efter hvor meget de elsker ham. Men hvordan måler man kærlighed i Lears verden?

Historien bliver fortalt af to bagere, som skal bage Lears fødselsdagskage. På en enkel og lattermild måde får de æltet, bagt, delt og serveret dramaet, så at børn helt ned til 6-årsalderen kan forstå og følge historien. Som i alle Shakespeares tragedier går det grueligt galt og Lear fatter først til sidst sin fejl … at kærligheden ikke kan prissættes.

Forestillingen henvender sig til alle fra 6 år og familien. Specielt egnet for nybegyndere i Shakespeares univers samt særligt kyndige.

”Dukketeater i v-e-r-d-e-n-s-k-l-a-s-s-e.  
Formidabel formidling … Ballondej bliver til en kæmpekage. Grydeskeer forvandler sig til prinsesser. Gamle dåser springer ud som riddere … kun akkompagneret af fagter, mimik, lyde og stemningsfuld jazz leverer de to professionelle dukkeførere en intens fortælling.
Forestillingen formidler i bedste Shakespeare-stil mange lag. Vi møder menneskets mørke side, når den gamle og grådige King Lear lader sig forføre af bling-bling. Vi bliver mindet om ægte kærligheds imponerende enkelthed. Og vi er vidner til en drabelig afslutning på arvestriden, som minder os om, at det største, vi kan vinde, er hinanden. ”
 – Line Dahl, Børn i Byen

Dramatisering og Instruktion: Jacques S Matthiessen – Passepartout Theatre Production
Medvirkende: Lene Hummelshøj og Rune Antonio Bro
Musik: Fredrik Lundin
Dukker: Rolf Søborg Hansen
Scenografi: Christian Q Clausen
Fotograf: Søren Hasselgaard Skaaning

Forestillingen foregår udendørs ved Krudthuset på Kronborg. 

 

SPILLEPERIODE: 17. juli – 26. juli  2020 kl. 12:00 & kl. 14:00.
Der spilles ikke mandag den 20/7.

SPILLESTED: Krudthuset på Kronborg. Udendørsforestilling

FORESTILLINGSLÆNGDE: 40 minutter uden pause

SPROG: Uden dialog

BILLETPRISER: 60 kr. + gebyr.