HamletScenen giver dig en enestående mulighed for at træde ind i et univers, du aldrig før har haft adgang til med borgersceneforestillingen LYDEN AF OS. Her møder du 11 helt unge mennesker, som for første gang og hudløst ærligt fortæller deres egne fortællinger. Historier fra en virkelighed, du måske ikke engang var klar over eksisterede? For hvordan oplever nutidens unge mennesker egentlig denne tidsalder med klimakrise og pandemi samtidig med, at de er i fuld gang med at finde deres egne livsveje?
LYDEN AF OS er en vandring i forunderlige eksistentielle landskaber: Hvem er jeg? Hvad skal jeg? Og hvor skal jeg hen? En gruppe unge står på scenen. Kraftfulde og skrøbelige. De ser direkte på publikum, udfordrende, bedende, krævende: “Lyt til os”. Livskraften og den utæmmede indre energi brager som en storm. Tvivl. Forventninger. Eksistens. LYDEN AF OS giver stemme til de unge og deres syn på de voksne, på verden og livet. Med afsæt i Shakespeares univers udfordres de store spørgsmål. De unge taler direkte uden censur fra deres inderste, om deres skjulte følelser og om den verden, der er deres i morgen.
Forestillingen er en række iscenesatte tableauer som ensomme øer i et oprørt hav, hvor poesi, drømme og virkelighed forstærkes gennem et næsten umærkeligt blik gennem andre pandemiske tidsaldre. På organisk vis fletter alt dette sig ind og ud af hinanden i koreograferede og musikalske mønstre. En hvirvelstrøm af tanker og erindringer blandet sammen med refleksioner over en uvis fremtid med skræmmende krav til et voksenliv.
Producent: HamletScenen
Koncept og instruktør: Brigitte Christensen
Visuelt koncept, scenograf og kostumedesigner: Catia Hauberg Engel
Musikalsk koncept og komponist: Nikola Diklic
Lyd og Lysdesign: Henrik Bank
Medvirkende: Ronja Clemens Tillebeck, Vitus Clemens Tillebeck, Rebecca Møller Calberg, Merle H. E. Lorenzen, Lotus Katrine Thorius, Fenja R. Seebach Jensen, Sarah Juul Madsen, Iben Steensen, Thea Nyborg Thomsen, Vilas Solgerd-Cornelsen, Sofus Bowall Sevel
SPILLEPERIODE:
13. – 22. november 2020 kl. 20:00. Dørene åbner kl. 19.30.
FRA: 12 år+
FORESTILLINGSLÆNGDE:
1 time uden pause
SPROG:
Dansk
BILLETPRISER:
150 – 220 kr. + billetgebyr
CORONAVIRUS:
På HamletScenen tager vi både publikums og ansattes sikkerhed og helbred meget alvorligt. Vi følger derfor sundhedsmyndighedernes krav og anbefalinger nøje. Vi er grundige og klar til at tage imod vores gæster. Du kan trygt booke billetter til vores forestillinger og arrangementer – alt er næsten, som det plejer at være. Vi har indført en række tiltag, som skal gøre det trygt for gæster at besøge os.