Et nyt år med nye initiativer

Kalenderen siger 2020, og et nyt og spændende teaterår er skudt i gang. Og på HamletScenen er vi godt i gang med planlægningen af årets aktiviteter.

Det er naturligvis stadig mangfoldighedsideologien, som jeg også berettede en del om i 2019, der er vores strategiske kompas. En strategi med fokus på FN-citatet ”Leaving no one behind”, hvor det inkluderende er i højsædet. Med mangfoldighedsideologien vil vi give taletid til og sætte fokus på de grupper, der ofte bliver overset; børn og unge, ældre og mennesker med et handicap for at nævne et par eksempler.

Som noget helt nyt præsenterer vi såkaldte borgerscene-forestillinger, hvilket betyder, at det er borgere, der kommer til orde på scenen. Det er dermed borgernes erfaringer, deres liv, der bliver delt fra scenen. Og i den situation sker der en magisk udveksling mellem forestilling og publikum.

I år opfører vi to borgerscene-forestillinger. “Vinterstemmer”, der spiller fra den 26. maj til den 7. juni, og “Lyden af os” til efteråret – den første handler om seniorer, den anden om unge. Formålet er at give stemme til to borgergrupper eller livsaldre, som sjældent selv kommer til orde på scenen og generelt i det offentlige rum. Det drejer sig om de unge og de gamle, som på hver deres måde står udenfor det dagsordenssættende samfund.

Det er livets store spørgsmål, der iscenesættes gennem ganske almindelige borgeres livsfortællinger. På tværs af social og etnisk herkomst gives ordet til mennesker i den tredje alder… Hvad har betydning i livet? Tanker om døden? Kærligheden. Ensomheden, glæden, tabet, sorgen. Sejrene og de smukke øjeblikke. Erindringen og nuet. Livet i tilbageblik. Livet i fremtiden.

Til opførelsen af de to borgerscene-forestillinger har vi allieret os med kunstnerkollektivet Eutopia fra Aarhus. Eutopia står bag flere omtalte forestillinger, og de har Brigitte Christensen i spidsen, der har været med til at etablere borgerscene-forestillinger i Danmark og som i dag er ekspert på området. Det er et spændende og nytænkende projekt, som vi her på teatret glæder os meget til.

Er du 60+ og kunne du godt tænke dig at være med i “Vinterstemmer”, kan du tilmelde dig audition i uge 6, 7 og 8 ved at kontakte Merete Hussmann fra HamletScenen på merete@hamletscenen.dk eller 2210 6976.

Kigger vi på andre aktiviteter i 2020, gentager vi successen med Hamlets Time fra 2019. Sidste år besøgte vi mere end 72 folkeskoleklasser med vores turnéforestilling, der sætter fokus på unges adfærd på sociale medier. Digitale krænkelser er et stigende problem i dagens Danmark, og sammen med eleverne satte ungerådgivningen Headspace ord på de udfordringer og dilemmaer, de unge møder i hverdagen. Reaktionerne på klasseforestillingerne har udelukkende været positive, og uden at afsløre for meget kan jeg godt sige, at forestillingerne har dannet grobund for nye initiativer.

Vi har selvfølgelig også Shakespeare Festival i august. Vi har et spændende program på plakaten, men I må væbne jer med tålmodighed lidt endnu. Vi forventer at afsløre det fulde program i marts.

Sidst men ikke mindst glæder vi os til, at vi i starten af november slår dørene op for de første elever på Scenekunstnerisk Grundkursus (SGK) Helsingør. SGK Helsingør er et 3-årigt uddannelsesforløb for scenekunstneriske talenter i alderen 16-25 år, som HamletScenen danner rammen om i tæt samarbejde med Helsingør Gymnasium, Espergærde Gymnasium og U/Nord.

Med SGK Helsingør vil vi gerne stimulere den lokale talentudvikling samt det lokale scenekunstneriske liv. Der er masser af dygtige og ambitiøse talenter her i området, og dem vil vi gerne hjælpe til at blomstre yderligere. Samtidig er Helsingør en unik kulturby og hjemstedet for vigtig teaterhistorie i form af fortællingen om Hamlet, så vi håber naturligvis også, at SGK kan være med til at puste liv i den kærlighed til scenekunst, som allerede findes her i byen.

Ingen ved, om der kommer flere aktiviteter i årets løb, men for nu er der ikke andet at sige, end at vi glæder os til endnu et fantastisk år på teatret i Hamlets Helsingør!