Helligtrekongersaften

EN JULEEVENTYRLIG DUKKETEATERFORESTILLING FOR HELE FAMILIEN

(Er du lærer og kommer med en skoleklasse, så læs i bunden af denne side)

ANMELDERNE SKRIVER:
”…Alt i alt er ’Helligtrekongersaften’ hos HamletScenen en morsom og imponerende vellykket opsætning, som overrasker denne anmelder positivt på flere niveauer…”

Teateravisen/Morten Hede

”…HamletScenen på Kronborg i Helsingør spiller frem til midt i december denne løsslupne komedie i en uhyre veloplagt version for børn, og på helt forunderlig vis lykkedes det for blot to skuespillere; Lene Hummelshøj og Bo Carlsson…”.

* * * *
Morten Buckhøj

”…Jeg sidder mest tilbage med en følelse af at være lidt forpustet, men også en grundlæggende benovethed over de to skuespilleres intense jongleren med scenografi, dukker og roller…”

⭐️⭐️⭐️⭐️
Set på scenen/Cecilie Refsager

FORESTILLINGEN

Julen er hjerternes fest, og her i Shakespeares elskelige kærlighedskomedie møder vi de unge og adelige tvillinger Viola og Sebastian. Grundet et dramatisk skibsforlis adskilles de fra hinanden, og genforenes lykkeligvis til slut efter en malstrøm af intriger, dobbeltspil og kærlighedsforviklinger.

Historien udspiller sig i en forunderlig juletid, hvor man troede på magiske juleånder, som fortryllede mennesker og blandt andet fik dem til at forelske sig. En hjertevarm juleforestilling med nykomponeret musik samt masser af kærlighedsdrama, skæve karakterer og sjove dukker, hvor kærligheden overvinder alt til sidst.

WORKSHOP EFTER FORESTILLINGEN
HamletScenen inviterer alle publikummer til hyggelig juleworkshop i umiddelbar forlængelse af dukketeaterforestillingen. Her vil skuespillerne med afsæt i den gamle juletradition ”at gå med rumlepotten” instruere alle til at skabe en nutidig version af denne finurlige ‘gnidetromme’. Alle små som store publikummer får altså selv lov til at prøve kræfter med at lave dette sjove instrument og kan tage det med hjem, når workshoppen er færdig.

‘Gnidetrommen’  havde i 1500-tallet den samme funktion som fyrværkeri, nemlig at jage overnaturlige væsner bort med øredøvende larm, der i vildskab jagede enten over himmelen, over jorden eller i luften lige over dem i den magiske juletid fra Julenat og frem til Helligtrekongersaften.

Medvirkende: Lene Hummelshøj & Bo Carlsson
Forfatter: frit efter William Shakespeare
Instruktør: det kreative team
Scenograf: Christian Q. Clausen
Komponist: Claus Carlsen
Producent: HamletScenen

Helligtrekongersaften
Helligtrekongersaften
Helligtrekongersaften
Helligtrekongersaften
Helligtrekongersaften

INFORMATION TIL SKOLER
Om ikke så længe skal du og dine elever besøge HamletScenen på Kronborg, som er Danmarks Shakespeare-teater i krydsfeltet mellem national og international teaterudveksling. Et tværkulturelt og dynamisk ståsted, hvor teatret med afsæt i Shakespeares dramatiske univers og 1000 mangfoldige karakterer favner og bearbejder universelle og eksistentielle dilemmaer på tværs af race, køn, religion, seksualitet, udseende og evner. Et menneske-, kunst-, og teatersyn, som sigter efter at skabe størst mulig relevans for flest mulige publikummer i alle aldre 6+. 

GODE RÅD TIL TEATERTUREN
Hvornår skal man ankomme til teatret? Hvad skal man gøre, hvis en børnegruppe skal i teatret for første gang? Det kan være en stor mundfuld, når man skal afsted med en gruppe børn/unge i teatret. Derfor har vi skrevet nogle gode råd til dig, der skal på teatertur. Her finder du 5 generelle råd og 5 råd til jer, der skal afsted med daginstitution eller indskoling.

 Hvornår skal I komme?
Kom i god tid. Forestillingen starter præcis på det angivne tidspunkt. Vi anbefaler, at grupper ankommer til teatret 20-30 minutter før, at forestillingen begynder.

 Hvordan skal I opføre jer?
Der må ikke medbringes mad og drikkevarer i Thaliasalen (teatersalen), men en drikkedunk er tilladeligt. Der kan spises madpakker mellem forestilling og workshop.

Kontakt teatret, hvis…
I må aflyse
Er forsinkede på dagen
I har et barn/elev med særlige behov, som skal tilgodeses af teatret
(bør meddeles i god tid på tlf. 4921 6979)

5 GODE RÅD TIL DE MINDSTE PÅ TEATERTUR
Når man er barn, kan det være en overvældende oplevelse at gå i teatret, og børn reagerer forskelligt. Teatret er ofte et mørkt rum med kraftfulde virkemidler; lyd, lys og skuespillernes stemmer m.m.

Måske har én af dine elever aldrig været i teatret? Måske er ét af børnene mørkeræd? Det vigtigste er, at alle børn og voksne får en god oplevelse. Derfor har vi listet 5 gode råd op til dig, der skal i teatret med de mindste klasser i indskolingen.

 Hvad er det dér teater?
Tal gerne med børnene om, hvad teatret er for et sted, inden I kommer herind, så børnene er godt forberedte på oplevelsen og forhåbentligt kan glæde sig endnu mere. Det kan være en god idé at vise børnene billeder fra forestillingen og inden jeres teatertur. Teatrene har billeder liggende tilgængeligt på deres hjemmesider.

 Lad børnene opleve på egen hånd
Det kan være fristende at tale med børnene gennem en forestilling. Vi opfordrer alle voksne til selv at lade børnene opleve forestillingen og ikke kommentere al handling. Lad gerne børnene opleve forestillingen helt uforstyrret og på egen hånd, når I sidder i teatersalen. Børnene må gerne leve sig ind i forestillingen og komme med kommentarer og reaktioner på forestillingen. Det er selvfølgelig altid muligt for jer at komme ud af Thaliasalen, hvis barnet bliver ked af det eller utrygt.

 På vej hjem
Tal om oplevelsen efter forestillingen, både i bussen på vej hjem og også, når børnene har haft lidt mere tid til at bearbejde oplevelsen. Og hvem ved, måske har børnene opfanget noget, I voksne ikke selv gjorde?

Rigtig god fornøjelse til store og små!

Kærlig hilsen HamletScenen

 

Sådan laver du din egen rumlepotte – video: https://youtu.be/vWe95xsDBUk

 

 

 

PRAKTISK INFO

SPILLEPERIODE:
19. november – 11. december 2022
Onsdag, torsdag og fredag spilles der kl. 10.00 (UDSOLGT)
Lørdag og søndag spilles der kl. 13.00 + workshop kl. 14.00 – 14.30

Dørene og teaterbaren åbner 1 time før.

WORKSHOP:
Man kan deltage i workshop hvis man har set forestilling. Workshop varer cirka 30 minutter.

SCENE:
Der spilles i Thaliasalen, og der er unummererede pladser.

FORESTILLINGSLÆNGDE:
Ca. 45 minutter uden pause.

SPROG:
Der bliver talt dansk i forestillingen.

ALDER:
6+

BILLETPRISER:
50 – 90 kr. inklusiv billetgebyr
Køb HamletScenens TEATERKORT+ til kr. 695,00 og få alle HamletScenens forestillinger gratis i et år fra købsdato.