Helsingør og omegns seniorer er i sandhed det grå guld

Den 26. maj blænder vi op for HamletScenens første borgersceneforestilling ”Vinterstemmer”. I ”Vinterstemmer” er det helt almindelige borgere fra Helsingør og omegn, der gøres til hovedroller på scenen, når de skal fortælle deres historier til publikum. Borgere, som ikke har professionel skuespilerfaring fra tidligere, men som alle har et ønske om at dele ud af sig selv og deres liv.

På HamletScenen har vi derfor været på jagt efter seniorer med mod på at udfordre sig selv. Ældre borgere med noget på hjerte – erfaringer, som de brænder for at dele ud af. Og dem er der heldigvis en hel del af i og omkring Helsingør.

Når det er sagt, skal jeg være den første til at indrømme, at det var med en vis portion nervøsitet, at vi igangsatte arbejdet med at finde de helt rigtige medvirkende. Heldigvis blev vores urolighed gjort til skamme. Vi har modtaget mere end 50 henvendelser fra seniorer, som ønskede at prøve kræfter med skuespillet. Aktive seniorer med stor lyst til at udfolde sig kreativt og med stor appetit på livet og muligheden for at få en oplevelse udover det sædvanlige.

Men hvorfor er det egentligt, at vi vælger at inddrage seniorerne i tilblivelsen af forestillingen?

En stor del af forklaringen skal findes i, at HamletScenen i flere år har arbejdet intensivt med at give taletid til stemmer, som normalt har svært ved at bryde igennem hverdagens støj og diskurser. Det gør vi, fordi det er en essentiel del af den Shakespearske arv, vi forvalter, men også fordi vi mener, at det er vigtigt.

Som jeg har udtalt til Helsingør Dagblad i forbindelse med borgersceneforestillingen, så glæder jeg mig til at arbejdet begynder. Det gør jeg selvfølgelig altid forud for en forestilling, men denne gang er det noget andet, fordi det er meget, meget sjældent, seniorer selv får lov til at komme til orde og fortælle om deres levede liv. Det er altid politikere og yngre mennesker, der skal kloge sig på, hvordan det er at være ældre, og hvor meget hjælp man skal have. I ”Vinterstemmer” vil vi gerne høre de ældre fortælle selv.

Om ganske kort tid begynder prøveforløbet, og sjældent har jeg været mere spændt på at se, hvad det fører til. For det afhænger i høj grad af de borgere, som har lyst til at udfordre sig selv og tilføje endnu et minde til livets bog.

Igen i år kan I følge prøveforløbet i Helsingør Dagblad, hvor jeg løbende vil bidrage med logbøger og billeder. Jeg håber, at mange af jer har lyst til at følge med og ikke mindst være med til at støtte vores modige seniorer på scenen.